Ømme Taarer, Hjerte-Toner,
Vemodblandet Glædes-Røst,
Offrer jeg Dig, min Forsoner!
Kilden min til evig Trøst!
Egenkiærlig! hør og skiælv!
Han opoffrede sig Selv!
Haarde Hjerter, vorder bløde!
Af Medlidenhed Han døde.
Her er det en Lyst at græde,
Thi her mødes Gud og Mand,
Strid og Seier, Sorg og Glæde,
Liv og Død i Støvets Land!
Med min Frelsers Øje lukt
Synes Lyset for mig slukt,
Klar dog straaler i det Høie
Naade-Solen fra Hans Øie!
Gyse maa jeg, naar jeg tænker
Paa min velforskyldte Løn,
Paa de grumme Dødens Lænker,
Sprængte for mig af Guds Søn,
Tænker paa, at uden Ham
Skulde Mørkheds Fyrste gram,
Kæmpestærk ved Støvets Brøde,
Hele Jorderig lagt øde!
Men ved Jesu Død vi leve!
Knust er Slangens Hoved nu!
Alle vore Pante-Breve,
Frelser-Mand, indløste Du!
Vor Forsoner er vor Gud,
Kiærlighed er kun hans Bud,
Saligt er hvert Christen-Hjerte,
Som slaaer ømt ved Næstens Smerte!
Leave a Reply