I Dødens Baand vor Frelser laae

I Dødens Baand vor Frelser laae,
For vores Skyld hengivet,
Men herlig kunde han opstaae,
Og skænked mild os Livet,
Thi er hans Folk nu sjæleglad,
Og takker Gud i allen Stad,
Og synger for Jesus Christus:
Halleluja!

Det var fuldstort et Kæmpe-Værk
Den Død at overvinde,
For Syndens Skyld ei før saa stærk
Var Mand paa Jord at finde;
Thi traadte Død os under Fod,
Men Jesus gav den Bod for Mod,
Forstyrret har han dens Rige!
Halleluja!

Som En af os vor Synd han bar,
Men han var selv uskyldig,
Dermed han Døden fældet har,
Gjort al dens Krav ugyldig,
For os, som Jesus har til Drot,
Den er sit eget Gienfærd blot,
Sin Brodd haver Død forloret!
Halleluja!

Det var en Tvekamp underfuld,
Da Liv og Død de brødes,
Og Kredsen skreves under Muld,
Hvor Riget var de Dødes,
Men Livet fik dog Overhaand,
Saa, fængslet i sit eget Baand,
Til Spot er nu Døden blevet!
Halleluja!

Det gik, som det var forudspaa’d,
Skiøndt det er sært at sige:
Den ene Død den Anden aad,
Det Lige var for Lige;
Den store Fraadser kom tilkort,
Vorherres Kiød var alt for haardt,
Det kunde han ei fordøie!
Halleluja!

Thi fryde vi os ved Livets Fest,
Som Død har overvundet,
Og prise den Kæmpe allerbedst,
Som har den Stærke bundet,
Han sidder nu paa Ærens Stoel,
Og er for os den gyldne Soel,
Døds-Natten, hun er forgangen!
Halleluja!