O Jesus, Præst i Evighed

O Jesus, Præst i Evighed,
Af Melchisedeks Orden!
O, kom igien og lys din Fred
Med Fynd i Præste-Gaarden!
See, Dørren er nu fast tillukt,
Af Sorg er Nok herinde,
Men Verdens Lys er dog ei slukt,
Naar du kun vil oprinde!

Saa randt du op i Øster-Lid,
Alt som et Lys af Graven,
Og bragde Liv ved Aftens-Tid
Med Dig fra Dødning-Haven;
Du kom med Liv og Lys saa brat,
Hvor dine Faa sad inde,
Og giemde som en stjaalet Skat
Dit dyrebare Minde!

O, det er sødt at dvæle ved,
Her under Laas og Lukke,
At pludselig med dit ‘Guds Fred!’
Du Livet kiøs af Sukke,
Og vakde op hvad længe dødt
Støv-Hjertet bar i Vaande:
Guds Billed blegt, som rosenrødt
Du giorde med din Aande!

Du blæste paa de bange Mænd,
Da blev de Kæmper stærke,
Da tog de stolt, med Dig til Ven,
Dit Kors til Skjolde-Mærke;
Det gjorde Alt din Faders Aand,
Som med din Fred dem giæsted,
Kun i Gud-Faders Høire-Haand
Til Korset Lid de fæsted!

O! blæs dog saa engang endnu!
Det kan vist hardt behøves,
Thi hvo end kommer Dig ihu,
Ved Korset dybt bedrøves,
Seer ei det i din Faders Haand,
Med Kalken, Du udtømde,
Og rører ham din Faders Aand,
Han tænker selv han drømde!

Dog hvad er det, du drømmer om,
Min Sjæl, i Aften-Stunden?
Skal atter nu den Herre from
Opstige fra Afgrunden?
Dengang han sprængde Dødens Port,
Og tændte Livets Flamme,
Har ikke da Han fyldestgiort
For hver en Slægt og Stamme!

Er ei Guds Aande i Hans Ord,
Naar det kun ei forties,
Som ved hans Bad og ved Hans Bord,
Saa, naar Hans Præster vies!
Er Herrens Fred ei længer Guds,
Og fik hans Kors afstraalet,
Da det med Præsten Johan Huss
Til Himmels foer fra Baalet!

O nei, det er vor Mistro kun,
Til Røsten, Ordets Vinge,
Naar ei Hans Ord i Aften-Stund
Os alle Freden bringe,
Og naar Hans Tjenerskab ei meer
Opklaret af Hans Aande,
Guld-Kronen over Korset seer,
Til Fryd i Dødens Vaande!