Nu fryde sig hver Christen Mand

Nu fryde sig hver Christen Mand,
Og springe høit af Glæde!
Ja, lad os Alle, trindt om Land,
Med Liv og Lyst nu kvæde,
For Gud, saa god, som Han er stærk,
Har gjort et herligt Underværk,
Ei regnet, hvad det kosted!

Vi faldet var i Fiendens Vold,
I Synden født og baaret,
Os knuged Død, den grumme Trold,
Og gav os Bane-Saaret,
Ak, med os selv Vi laae i Kiv,
Jo meer Vi kæmped for vort Liv,
Des haardere blev Døden!

Vor Dyd ei hjalp os for et Haar,
Den var ei værd en Hægte,
Vor gode Vilje laae paa Baar,
Og kun vor Synd var ægte,
Det lærde os vor Fjende klog,
Og drog os ned i Djævle-Krog,
Der evig at fortvivle!

Det saae vor Gud i Himmerig,
Den Gode og den Fromme,
Og kiøbde fri, miskundelig,
Vor Sjæl i dyre Domme,
Det var for Ham slet ingen Skiemt,
Han kostede paa os bestemt
Det Kiæreste, Han havde!

Til Frelseren Han taled saa:
‘Vi maae os dog forbarme,
Far ned, min Søn, og hjelp de Smaa,
De Usle og de Arme!
Gienløs Du dem fra Synd og Nød,
Og slaae ihjel den bittre Død!
Lad dem med Dig saa leve!’

‘Alt som Du vil, min Fader kiær!
Det svared Søn med Blide,
Og fødtes af en Jomfru skiær,
Ved Jule-Midnatstide,
Som En af os, Marias Søn
Sin Guddoms-Vælde bar i Løn,
Den gamle Ræv at fange!

Hold dig til Mig, nu sagde Han,
Saa har det ingen Fare,
Alt hvad Jeg vil, Jeg ogsaa kan,
Og Jeg for dig vil klare,
Vær du kun min, saa er Jeg din,
Og Eet er Jeg med Fader min,
Trods den, os kan adskille!

For dig Jeg lade vil mit Liv,
Og med mit Blod dig kiøbe,
Mit Kors du paa dit Bryst kun skriv,
Fat Tro og lad dig døbe!
Da er din Synd og Død du kvit,
Din Død er min, mit Liv er dit,
Min Salighed tillige!

Saa gaaer Jeg til min Fader hjem,
Med Bytte stort i Hænde,
For i det ny Jerusalem
Min Aand dig at tilsende,
I alskens Nød din Trøster-Mand,
Han giver dig paa Liv Forstand,
Til Himlen dig ledsager!

Som Jeg i denne Verden var,
Saa skal og du nu være,
Klenodiet i Leerjords-Kar
Skal bæres til Guds Ære!
Lad fare Angst og Trældoms-Frygt,
Men vogt dig vel for Verdens Kløgt!
Det er min sidste Vilje!’