Naglet til et Kors paa Jorden

Naglet til et Kors paa Jorden,
Hænger under Lovens Torden
Himlens Herre og Guds Søn,
Selv Hans eiegode Fader
Ham i bittrest Kval forlader,
Tier til Hans Suk og Bøn!

O, hvor ængstet, Trøst berøvet,
Og til Døden dybt bedrøvet,
Er min Frelsers ømme Sjæl,
Vredens fulde Kalk uddrikke
Maa Han, vil Han, ellers ikke
Frelses kan min arme Sjæl!

Hvo kan tænke paa den Smerte
Uden med et saaret Hjerte,
Om endog en Synder leed,
Men her leed den Evighøie,
Smelt, mit Hjerte, græd, mit Øie!
For os lider Hellighed!

For al Verdens Feil og Brøde
Grusomt maatte Jesus bøde,
Nagelfast med Fod og Haand,
Skille ad sig maatte, vilde,
Livets Flod og Livets Kilde,
Og Guds Søn opgav sin Aand!

Kiære Frelser! kan jeg taale
Kraften af en Guddoms-Straale,
O, saa skyd den ovenned!
Giennemglød og smelt mig Barmen,
Saa jeg føler Guddoms-Varmen,
Deler Himlens Kiærlighed!

Aldrig skal da nogensinde
Korsets Træ mig gaae af Minde,
Pinen din og Byrde svar,
Men dit Kors, din Død og Smerte,
Altid sjunge for mit Hjerte
Hvad min Frelse kostet har!

I dit Fodspor da jeg træder,
Og mig stedse varsom glæder
Ved min Fred og Salighed,
Kiøbt jeg blev dit Navn til Ære,
Dyrekiøbt, o, lad det være
Tanken ved hvert Fode-Fjed!

Giv mig Hjertelag og Kræfter,
Saa jeg skikker mig derefter,
Elsker, følger, lever Dig!
Daglig hendøe Synder-Livet!
Voxe det, Du mig har givet:
Det som glad opoffrer sig!

Ja, Forsoner! lad mig være
Offret Dig til Tak og Ære,
Leve Dig til Velbehag!
Da jeg smile skal ad Døden,
For jeg skuer Morgen-Røden
Af en evig høilys Dag!