Min Harpe jeg til Sang om Bjerget stemmer

Min Harpe jeg til Sang om Bjerget stemmer,
Den Syners Høi, hvor jeg al Jorden glemmer,
Mens Himlens Dyb jeg staaer og stirrer paa.
Her Jesus stod den sidste Gang med Sine,
Og svang herfra sig med forklaret Mine
Op i det Blaa!

Al Magt har Jeg, histoppe og hernede,
Saa sagde han, som trøstig vi tilbede,
Gaaer til al Verden ud med Livets Ord!
Gud-Fader, Søn og Hellig-Aand til Ære,
I Deres Navn I døbe skal og lære
Mit Folk paa Jord!

Guds Aand med Kraft skal giennem eder tale,
Opvække Slægt paa Slægt af Dødens Dvale,
Og skiøndt ei meer mit Ansigt skues her,
Naar Aanden taler, skal dog Hjertet brænde
Og føle dybt, at Jeg til Verdens Ende
Er eder nær!

Saa taler Han, og løfter op de Hænder,
Hvor Nagle-Gabene endnu Man kiender,
Mens Skyen daler over Bjerge-Top,
Til sidste Glimt Sig selv vor Frelser ligner,
Ham Skyen hæver, Sine Han velsigner,
Og farer op!

Man seer saa langt, som Øiesyn kan række,
Men intet Syn sig kan til Dybet strække,
Hvor Han, som er vort Lys og Liv, forsvandt;
Dog, Gud skee Lov! Ham Tankerne kan følge,
Og trods hver Sky, som vil vor Frelser dølge,
Ham Hjertet fandt!

Saa stig, min Aand, da op til Guddoms-Thronen,
Hvor Jordens Kæmpe bærer Seiers-Kronen,
Hvor Himle sjunge om den Guddoms-Mand,
Om Jesu Kors og Død, Hans Kamp og Seier,
Og om den Arv, du paa Hans Regning eier
I Glædens Land!

Bort, Verden, bort med hvad du kalder Glæde!
Jeg heller vil den trange Sti betræde
Og tage Korset af min Frelsers Haand!
Og Jesus da, naar Døden jeg skal friste,
Da frels min Sjæl! bønhør mit Ord det sidste:
Annam min Aand!

Da ogsaa jeg skal glad til Himmels fare
Og see Dig der, og see den Engle-Skare,
Som tjener Dig, og tælle mig blandt dem,
Og see den Stad, som bygdes ei med Hænder,
Og see det Lys, som klart og evig brænder
I Glædens Hjem!