Klar op, du Sky paa Øien-Bryn

Klar op, du Sky paa Øien-Bryn,
Som skjuler Solen for vort Syn!
Bestraal, du Soel, det Mesterværk,
Som vidner høit, Guds Haand er stærk,
Og hans det gode Ord bestaaer
Alt som en Dag, saa tusind Aar!

Vor Pindse-Fest vi holde nu,
Os rinde sødt, o Gud, ihu,
Hvad paa den Høitid, stor og skiøn,
Du virket har i Lys og Løn,
Hos Folk og Stammer trindt paa Jord,
Som du lod høre Livets Ord!

I røde Tungers Ild-Gestalt
Din Aand paa Jesu Venner faldt,
Saa hvad de hørde, hvad de saae,
Dem levende paa Tungen laae,
Og Læben blev din Naades Tolk
Med Ild og Lys for alle Folk!

Din Aand Du og til os udgiød,
Pust op vort Lys, giør Gnist til Glød,
Og skiær os med din Mester-Haand
I Kiærlighed for Tunge-Baand!
Læg os med Liv dit Ord i Mund
Til Herrens Priis i allen Stund!

Først da det sees, at Han i os
Tør byde ham i Verden Trods,
Naar kiækt vi svinge Aandens Sværd,
Mod Mørkets Fyrste og hans Hær,
Mens Barne-Troens faste Skjold
Giør Mordbrands-Pilen mat og kold!

Dog prise vil vi, som vi kan,
Din Godhed over Daneland,
Hvor Jesu Christi Kirke staaer
Urokket alt i tusind Aar,
Saa klart det er, i grønne Lund,
Den savned ei sin Klippe-Grund!

Og prise vil vi, som vi skal,
Vor Lykke-Soel i Stjerne-Tal,
Som paa en liflig Pindse-Fest
Os gav Ansgar til Jule-Giæst,
Den Isralit foruden Svig,
Hvis Fædreland var Himmerig!

Alt fra den gamle Martyr-Old
Til Morten Luther, kiæk og bold,
Det glade Budskab Faa kun bar
Saa apostolisk som Ansgar,
Det fik blandt Ørkens Hedning-Folk
I tusind Aar ei bedre Tolk!

Han trolig fulgde Herrens Raad,
Han strø’de Sæden ud med Graad,
Og trøsted sig, paa Herrens Ord,
Naar Stormen over Heden foer,
Med Haabet, dog sin Neg engang
At bære hjem med Frydesang!

Ja, herligt var, o Gud, det Haab,
Du gav din Tjener ved vor Daab,
At Kirken, som nu hos os staaer
Med Æren alt i tusind Aar,
Ei rokkes skulde fra sit Sted,
Før Jord og Himmel fulgde med!

Opfyld det Haab, vor Fader god!
Som slog i Daners Hjerte Rod,
Og avlet har alt mangen Gang
Paa Daners Tunge Frydesang!
Læg Amen til det gode Ord,
Som trøster end dit Folk i Nord!

Lad Pindse-Mai af Bøge-Skov
I Kirken plantes dig til Lov,
Og Moders-Maalet paa sin Viis
Forkynde lydt din Godheds Priis,
Saalænge under Hytte-Tag
End helligholdes Pindse-Dag!

Forøg til Verdens Ende saa,
Paa Marken, lukt med Bølgen blaa,
Den Hvede-Høst, som hist engang
Ansgar skal see med Frydesang,
Og bind os i den Neg saa skiøn,
Som fryder din eenbaarne Søn!

Til evigt Liv en sælsom Lyst
Fra Vuggen bølged os i Bryst,
O dan vort Hjerte i din Haand
Til Bolig for din Hellig-Aand,
Saa det, i Livets Kilde døbt,
Fra Død sig føler dyrekiøbt!