Fat Mod, du Jord, vær frisk og glad

Fat Mod, du Jord, vær frisk og glad!
Nu skifter Tid, nu vendes Blad,
Nu vil dig Gud velsigne,
Nu Mark og Skov, med Ax og Træ,
Skal blomstre op i Kirke-Læ,
Guds Have du skal ligne!

Op, Zions Børn, lad Glædskabs-Lyd
Udtrykke eders Sjæle-Fryd,
I Herren, eders Glæde!
I mættes skal med Brød fuldhvidt;
Med Himmel-Dug og Regn fuldtit
Vil Gud sin Ager væde!

Nu sees det skal paa eders Lo,
Hvor deilig Hveden her kan groe
Og fylde skiønt i Lade,
Og Perserne til Most og Viin,
Med Perserne til Olje fiin,
Skal kappes sjæleglade!

Den Grøde giennem mange Aar,
Som Orme-Flokken, Plage haard,
Kun deelde med Græs-Hoppen,
Den kræver, skænker Jeg igien
Til Folket, der som Dugg svandt hen.
Lad faste Orme-Troppen!

Thi skal, med Bod for alle Savn,
I love høit mit Herre-Navn
For mine Under-Værker!
At Æres-Redning god I fandt,
For eder Jeg staaer midt iblandt,
Det er, hvad nu I mærker!

Ja Herren, eders Gud, er Jeg,
Og uden Mig der herskes ei,
Mit Folk skal ei beskæmmes,
See, nu oplader Jeg min Haand,
See, nu udgyder Jeg min Aand,
Saa det skal aldrig glemmes!

Alt Kiød min Aand skal falde paa,
Som Sønner skal og Døttre spaae,
Om hvad der er forhaanden
De Gamle times Drømme-Syn,
De Unge Lysning, som af Lyn,
Og Alt er det af Aanden!

Endogsaa de af Trælle-Æt,
Som Naade min for Himmel-Ret,
Min Tro for Sandhed tage,
Ja, Slave-Folk af begge Kiøn
I Aandens Mynt faae Naade-Løn
I Gavmildhedens Dage!

Paa Himlen Tegn, paa Jorden Kamp,
Paa Vandet Ild, i Luften Damp,
Skal Domme-Dag bebude;
Men sortne skal dog Soel som Sod,
Og Maane males rød som Blod,
Før Tidens Løb er ude!

Og finde skal en Rednings-Havn
Paakalder hver af Herrens Navn:
Jerusalem staaer aaben;
Paa Zion throner Frelsens Gud,
Og han med sine visse Bud,
Dem tager under Kaaben!